Forår i Danmark

Sammen med fotografen Hans Muggesen præsenterer vi en række gode råd til, hvordan du kan få mere leg og bedre billeder ud af dit kamera. Overalt vrimler det med gode historier og motiver, som kun venter på at blive opdaget og foreviget. Det danske forår ulmer udenfor vores vinduer og dagene er blevet betydeligt længere og lysere, og det får alle fotografer – store som små – til at springe ud!

Det handler om billederne

Et billede siger mere end tusind ord – og derfor er der heller ingen som skal gøre sig til smagsdommere over dine egne billeder. Når du har taget et billede og selv synes det er godt – så er det godt! Hos os siger vi altid “respekt for dine billeder” – og mener det bogstaveligt. Så lad dig inspirere af Mugges følgende syv gode råd til bedre billeder – og husk så, at det handler lige så meget om oplevelsen, som det handler om at få gode skud i kassen.

på jagt efter gode naturbilleder

Hvis du er på jagt efter gode naturbilleder, er det en god idé at gå en tur med kameraet i et område, du kender i forvejen.

Fordelen er, at du således har bedre overblik over, hvor de flotte blomster står eller den smukke, gamle egetræsstamme ligger væltet. På den måde kan du spare masser i tid i forhold til hvis du tog til et ukendt område og først skulle til at opdage alle de spændende steder.

Det skal være sjovt at fotografere!

Leg dig frem til de optimale motiver. Hvis du har et digitalkamera, kan det jo være ligegyldigt, om du kommer til at tage en bunke ubrugelige billeder, for de kan bare slettes bagefter. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Prøv at skifte perspektiv. Fotografér en plante nede fra eller oppe fra i stedet for at fotografere den fra siden. Ved at skifte perspektiv kan du skabe interessante billeder, da naturen kommer til at se helt anderledes ud.

Kend dit fotoudstyr

Det er en god ide at have læst manualen til kameraet, inden du begynder jagten på flotte naturbilleder. Øv dig lidt hjemme i haven eller i en park, inden du tager den lange tur til skoven.

Det kan spare en masse tid og besvær, imens du er på jagt efter naturbilleder langt væk hjemmefra. 

Hvad er kameraets styrker? Hvordan fungerer blitzen? Spørg hos din lokale fotohandler, hvor du købte kameraet, hvis der er noget, du er i tvivl om. Her er nemlig altid gode råd at hente!

Mange professionelle naturfotografer tager helst billeder lige omkring solopgang eller solnedgang. Der er det naturlige lys nemlig varmt og blødt, og er derfor med til at skabe en smukstemning på billedet. Stå tidligt op sammen med solen og kom ud i naturen for at tage billeder. Eller bliv oppe en time efter solnedgang og tag billederne der.

Det er en udbredt misforståelse, at der skal være kraftigt dagslys for at få gode naturbilleder i kassen. Mange af verdens bedste naturbilleder er taget lige før solopgang eller lige efter solnedgang.

Mange professionelle naturfotografer

Kom tæt på dit motiv

Verden er stor og forunderlig. Ude i naturen gemmer der sig mange spændende oplevelser, specielt hvis man kan komme helt tæt på. Hvis dit kamera har en makro-funktion, som tillader at tage nærbilleder, så brug den. Prøv at komme helt tæt på motiverne, f.eks. en sommerfugl på et blad.

Det er nemmere at komme tæt på insekter tidligt på dagen, når det stadig er køligt i luften. Insekternes muskulatur skal nemlig varmes op, før de kan flyve af sted. Det giver fotografen gode muligheder for smukke naturbilleder.

Søg Inspiration

Mangler du inspiration til dine billeder, så prøv at se på, hvordan professionelle billeder ser ud. Kig f.eks. i dagspressen, i magasiner eller på forskellige fotografers hjemmesider. Her er masser af inspiration at hente. Læg specielt mærke til billeder, som du selv godt kan lide. Tænk over hvordan de mon er taget. Hvornår på dagen? Med hvilket udstyr? Hvordan kunne du bringe dig selv i en lignende situation? Er du i tvivl, så send en mail til fotografen og spørg.

Tålmodighed

Hvis du vil have gode naturbilleder af dyr eller insekter, kan det betale sig at medbringe en god portion tålmodighed. Prøv at se, om du kan gennemskue insekternes adfærd. Er der en blomst, som bien bliver ved med at vende tilbage til? Placér evt. kameraet på et stativ og sæt dig i venteposition. Fokusér på blomsten.

Når der kommer et insekt forbi, er du klar. Tryk på udløseren et øjeblik før du vil tage billedet, så bliver resultatet som regel godt. Regn med at tage mange billeder, inden det perfekte skud er i kassen.

Med ovenstående råd i baglommen og kameraet i hånden, er der nu kun tilbage at gå på opdagelse efter smukke motiver i den danske natur.

Læs også:

Legen, lyset og motivet

Indhold